Skadedyr – orkidéer

Undersøg dine orkidéer hver eller hver anden dag og find ud af, hvordan du behandler utøj og sygdomme på et tidligt stadie. Bakterie- og svampeinfektioner kan brede sig med lynets hast og ofte dræbe hele orkidéen på nogle få dage.

De fleste bakterie- og svampeangreb spredes ved hjælp af vanddråber, som falder fra en inficeret plante på en nærtstående sund plante eller ved hjælp af insekter, forurenet værktøj, potter eller kompost. Organismerne trænger ind i planten gennem et sår, såsom ved frisk afskårne blade, eller de kan trænge ind i bladoverfladen gennem et lille hul eller sår. Når de først er inde, formerer de sig og spreder sig i hele bladet eller til hele planten.

Symptomer på sygdom i orkidéer varierer meget, afhængig af den organisme, det drejer sig om og på typen af planten, som bliver inficeret. Det er faktisk svært at sige blot ved at se på planten, om årsagen er en bakterie, svamp eller et andet problem (en virus f.eks.). Ikke alle kemikalier er effektive mod alle sygdomsorganismer, og nogle sygdomme er vanskeligere at udrydde end andre (virus kan således ikke bekæmpes).

Sortbrune eller sorte områder (specielt hvis de er svampede) på blade eller pseudobulber, og gule, purpur eller brune pletter (opsvulmede eller nedsunkne) er alle tegn på sygdomsangreb. Nogle af disse er mere alvorlige end andre. Svampede områder, specielt hvis de fremkommer i rødderne, ved basis af planten eller i „kronen“ (hvor bladene mødes på Vanda, Phalaenopsis og Paphiopedilum), er et tydeligt tegn. Mange planter med den slags råd overlever ikke. Hver gang man har mistanke om en bakterie- eller svampeinfektion, bør man holde øje med det område og se, om der er tegn på, at det breder sig. Normalt skærer man de syge dele af blade eller pseudobulber bort med det samme hellere end at risikere, at det spreder sig.

De fleste bakterier og svampe udvikler sig hurtigere under kolde, fugtige forhold.
Derfor er det bedst at vande sine planter om morgenen og sørge for en god luftcirkulation, så bladoverfladerne er tørre, når natten falder på, når temperaturen falder og den relative fugtighed stiger. Vand i hjerteskuddet bør fjernes ved hjælp af et stykke køkkenrulle eller en vatpind, ellers opstår der let råd. Hvis du er nødt til at vande sent på dagen, så vand kun rødderne og pottematerialet, idet du er omhyggelig med ikke at vande bladene, “kronen” og pseudobulberne.

Virus er denne usynlige, ikke planteagtige eller animalske agent, som er årsag til et hav af sygdomme i næsten alle levende ting. Heldigvis optræder virus meget sjældent i vilde orkidéer, primært fordi de ikke kan overføres fra en generation til den næste i orkidéfrø. Desværre er virus ret almindelig i orkidésamlinger, såvel i private som i kommercielle.

Mens et lille antal vira kan spredes fra inficerede planter til raske planter ved hjælp af sugende insekter, såsom bladlus, bliver de mest almindelige vira overført af mennesker. Sakse og knive brugt til at fjerne blade og blomster eller ved deling af orkidéplanter er de hyppigste smittebærere. Mange mennesker spreder også virus ved at nippe blomster af med fingrene.

Desværre er symptomer på en virusinfektion ikke synlige på planterne men bliver synlige, når planten blomstrer. Nogle inficerede planter viser ikke tegn på infektion. Derfor tror mange orkidédyrkere, at deres samling er virusfri og tager derfor ingen forholdsregler mod at undgå smitte til sunde planter. Alle sakse og knive skal steriliseres, før de benyttes til en anden plante. En åben flamme, f. eks. en lighter, er den bedste metode. Hvis du ikke bryder dig om at benytte en åben flamme, kan man benytte et nyt barberblad til hver ny plante.

Når du ompotter, bør du vaske dine hænder og rense neglene efter hver ompotning. Genbrug aldrig lerpotter, med mindre du først opvarmer dem i 20 minutter i en ovn ved 250°C. Plasticpotter er relativt billige, så der er ingen grund til at genbruge dem, men hvis du vil, så vask dem med sæbe og vand, og dyp dem i en 10% blegemiddel-opløsning i ca. 30 minutter.

Før du har oplevet at se din yndlingsorkidé pludselig frembringe blomster med karakteristiske tegn på virusinfektion, vil du ikke indse, hvor vigtigt det er at overholde ovennævnte procedurer. De fleste virusinficerede orkidéer lever længe, før de dør. Enhver plante, som begynder at nedbrydes og frembringer færre og færre blomster (skønt disse ser normale ud), eller de holder op med at blomstre efter i årevis at have gjort dette, bør undersøges for virus.

Kommende begivenheder i Orkidéklubben Fyn

  • Foredrag v/ naturfotograf Jimmy Lassen

    11. marts @ 19:30 - 22:00

    Denne aften får vi besøg af naturfotograf Jimmy Lassen, som vil fortælle os om de vilde orkideer ...

  • Generalforsamling 2025

    8. april @ 19:30 - 22:00

    Hermed indkaldes der til vores årlige ordinære generalforsamling. Dagsorden i følge vedtægterne....

  • Forårstur 2025

    24. april @ 08:00 - 27. april @ 17:00

    Torsdag.  Bus fra Bøg Madsen i Odense , Hvidkærsvej 17, 5250 Odense SV kl. 8.00 og fra Fredericia...